| Summary: | Allerede i 1930 introducerede Goldstein begrebet “catastrophic reaction” for derved at beskrive de psykologiske reaktioner på kognitive og neurologiske funktionsnedsættelser (Goldstein 1934/1995). Et halvt århundrede senere observerede Prigatano (1999), at de psykologiske konsekvenser efter en erhvervet hjerneskade fortsat er ringe forstået og adresseret i rehabiliteringspraksis. Dette synes ikke at have ændret sig i det nye århundrede, og de psyko-sociale langtidsfølger efter en hjerneskade udgør fortsat den størte udfordring i hjerneskaderehabilitering (Teasdale 2007; XXX førsteforfatter). Forskningslitteratur, der undersøger, hvordan borgerne selv beskriver og konstruerer fortællinger om deres situation, identitet og recovery process, er endvidere også sparsom (Sundhedsstyrelsen 2011a; 2011b). Meget af den forskning, der foreligger, har undersøgt specifikke rehabiliteringssettings, fx på hospitalet, fremfor at se på rehabiliteringsprocessen som et hele (Lund & Tamm 2001). I dette studie er formålet derfor at undersøge identitetskonstruktioner igennem hele rehabiliteringsprocessen ved hjælp af en borgers subjektive beskrivelser og selv narrativer.
Denne artikel beskriver en mand på 51 år, Gert, der fik en blodprop for ca. et år siden. Ved hjælp af et casestudie undersøges det, hvordan Gert rekonstruerer sin identitet efter sin hjerneskade. Casebeskrivelsen er udarbejdet pba et semistruktureret interview med Gert. Diskursanalyser, der trækker på positioneringsteori og principper om agency (Harre & van Langenhove 1990) er anvendt til at undersøge selv-narrativer.
Resulaterne viser udvikling af forskellige identitetskonstruktioner undervejs i rehabiliteringsforløbet. Endvidere identificeres forskellige positioneringer af voksne med en erhvervet hjerneskade ud fra samfundet, de professionelle og borgerne selv. Casestudiet peger på, at selv-narrativet, og herunder agency, udgør en betydningsfuld faktor i forhold til, hvordan borgeren mestrer identitetstransitions- og rekonstruktionsprocessen.
|
|---|
