| Summary: | Kulturhistorisk Museum Randers har i de senere år sat øget fokus på byens indvandrerhistorie. I 2003 dokumenterede museet de tyrkiske gæstearbejderes historie, og i 2005 blev der set nærmere på tyrkernes børn. Tyrkerne var den første store gruppe af indvandrere i Randers, men er i antal siden blevet overhalet af bosnierne, hvoraf de første kom til byen som krigsflygtninge i 1993.
Denne artikel er baseret på en undersøgelse af de bosniske krigsflygtninge, som museet foretog henover sommeren 2010. Udover at klarlægge det historiske forløb for bosniernes tilværelse i Randers, giver undersøgelsen gennem tolv interviews et indblik i, hvordan bosnierne er faldet til i byen. Det beskrives desuden, hvorledes det er at være bosnier i Randers i dag. Interviewgruppen udgjordes af otte kvinder og fire mænd. Blandt kvinderne var der fire, der aldersmæssigt befandt sig i tyverne, mens de resterende befandt sig i henholdsvis trediverne, fyrrerne og halvtredserne. For mændenes vedkommende var den ene halvdel i fyrrerne og den anden i halvtredserne.
Undersøgelsen viser blandt andet, at de mål for integration, som Randers Kommune satte sig, da det fra 1995 stod klart, at de bosniske flygtninge ville blive i byen, på de fleste områder stemte overens med ønskerne fra størstedelen af bosnierne. For kommunen blev det i løbet af kort tid det væsentligste, at de mange nye borgere blev i stand til at klare sig selv gennem sprog, beskæftigelse og bolig, mens det for bosniernes vedkommende handlede om hurtigst muligt at komme i gang med det liv, som krig og uvished havde afbrudt. At de bosniske flygtninge skulle integreres socialt i det danske fællesskab og gennem danske netværk var af begge parter prioriteret lavere. Selvom kontakten til danskerne i Randers stadig mest er begrænset til arbejde og uddannelse, opfattes bosnierne i Randers i dag, både af dem selv og den danske majoritetsbefolkning, alligevel som den mest velintegrerede større indvandrergruppe i byen.
|
|---|
